SVGMap

 

GisPro præsenterer hermed en dynamisk, interaktiv kortløsning udelukkende baseret på OpenSource-værktøjerne PHP og MySQL, webapplikationen OpenSVGMapServer samt XML-formatet SVG (Scalable Vector Graphics). Der kræves ingen dedikeret kortkomponent, hverken på serveren eller i browseren, blot SVG-understøttelse i (indtil videre) en Internet Explorer-browser. SVG-modulet hentes gratis hos Adobe. SVG-understøttelse er eller vil snart være standard i de nyeste browsere.

PHP og MySQL behøver ingen særskilt præsentation, men kort fortalt er PHP et fuldt serverbaseret script-afviklingsmiljø a la Microsoft ASP, mens MySQL er en fuldt skalérbar alfanumerisk database. Begge værktøjer er OpenSource, dvs. at de er gratis at anvende, og alt-andet-lige kan anvendes på de fleste operativsystemer. Mange webhoteller, bl.a. det GisPro benytter: ViborgNet, tilbyder både PHP og MySQL, hvilket derfor gør lancering af en kortløsning meget enkel og prisbillig. Ovennævnte pointe i anvendelse af OpenSource demonstreres fint af, at GisPro's aftestning af kodeændringer sker på Microsoft Windows 98 mens ViborgNet eksekverer præcis den samme kode på Unix-varianten FreeBSD.

OpenSVGMapserver

OpenSVGMapserver er et antal PHP-scripts, der distribueres som et OpenSource-projekt. De udgør tilsammen en komplet webgis-applikation. Denne udnytter information i en alm. alfanumerisk database, her MySQL, til at generere kort-output i SVG-formatet on-the-fly. Indholdet i det aktuelle kortudsnit manipuleres vha. udstrakt grad af klient-, dvs. browser-, baserede funktioner i JavaScript. Dette er grunden til den øjeblikkelige afhængighed af Internet Explorer, da JavaScript-understøttelsen desværre varierer meget mellem de enkelte browser-fabrikater.

GisPro er i færd med at forbedre OpenSVGMapserver scripts på enkelte nøglepunkter, og vil ultimativt oversætte dem til dansk. Herefter vil de blive stillet til fri download jfr. den samme licensaftale som de oprindelige script blev distribueret under, nemlig GPL, GNU General Public License.

SVG-formatet

SVG-formatet er et XML-format der tillader indlejring af avanceret vektorgrafik. SVG er ikke specielt målrettet mod kortanvendelse, men kan fint anvendes til dette. SVG indeholder en sandt overfødighedshorn af funktioner til visuel interaktion og animation med grafikken, hvilket kan gøre præsentation af kort meget mere levende end vi er vant til. Et af de store problemer med SVG er, at selvom det er skalérbart, så dækker dette en egentlig pixelforstørrelse, hvilket er uanvendeligt til kort. Men OpenSVGMapserver omgår denne begrænsning ved at implementere sine egne zoom-funktioner, og kortudsnittet genereres altid on-the-fly, så indholdet altid vises bedst muligt.

Kortdata kan komme fra alle mulige kilder, dvs. fra ethvert GIS- eller CAD-program. Data skal blot eksporteres ud i et specifikt format hvori det gemmes i MySQL-databasen, et format der er udførligt dokumenteret. Sammen med OpenSVGMapserver følger kun et eksportscript til ArcView GIS, men GisPro har skabt et tilsvarende eksportscript til MapInfo Professional. Dette vil blive gjort tilgængelig på et senere tidspunkt, ligesom en egentlig "kogebog" til andre potentielle danske eksportscript-udviklere vil blive lagt ud til download.

Kørende eksempler

GisPro kan præsentere to kørende eksempel på SVGMap, nemlig dels et Europakort med amtsgrænser fra adskillige europæiske lande., og dels et kort der viser Afghanistans provinser Disse royaltyfri data er stillet til fri afbenyttelse af hhv. VDS Technologies. og International Potato Center GIS. Følg linkene nedenfor for at starte løsningerne. Ved informationssøgning på danske amter i den første løsning vises bl.a. et klikbart link til amtets hjemmeside, et link GisPro har tilføjet til data. Den anden løsning demonstrerer GisPro's forbedring af de oprindelige OpenSVGMapserver scripts så der nu kan køres flere kortløsninger fra den samme database, der blot referes ved tilføjelse af projektets navn (her: Afghanistan).

Europakort med amtsgrænser for flere lande

Afghanistans provinser